Wannafind bliver til DanDomain og ScanNet. Nye kunder vil blive henvist til én af disse, mens eksisterende kunder fortsat kan købe produkter via kontrolpanelet eller ved at kontakte os.

Hvad er en e-mailadresse?


En e-mailadresse er en kombination af et navn og et domæne. I eksemplet support@wannafind.dk er 'support' navnet og 'wannafind.dk' domænet. Hvis du bruger en gratis mailudbyder som fx Gmail, kan du ikke vælge domæne, men kun navn.


Hvad er et mailhotel?


Et mailhotel giver dig mulighed for selv at vælge navn og domænenavn til din e-mailadresse. Hvis du ejer domænet wannafind.dk, kan du fx oprette en e-mailadresse, der hedder navn@wannafind.dk.

Med et mailhotel får du et ubegrænset antal e-mailadresser og ubegrænset plads til dine e-mails. Du kan fx oprette en e-mailadresse til hver medarbejder, én til hver afdeling i virksomheden, én til jobopslag, osv.

Mailhotellet scanner dine mails for spam og virus, og du kan selv vælge, hvilke mailadresser du ikke vil modtage mails fra. Hvis du har problemer med dit mailprogram, kan du altid logge ind på din webmail via vores hjemmeside. Mailhotellet indeholder også en adressebog til dine kontakter.

Hvad er Hosted Exchange, POP3 og IMAP?


Hosted Exchange byder på nogle af de samme fordele som et mailhotel, fx virus-/spamfilter og muligheden for at oprette et ubegrænset antal e-mailadresser. Til forskel fra mailhotellet giver Hosted Exchange mulighed for bl.a. kalenderdeling og synkronisering af e-mails på tværs af enheder.

POP3 og IMAP er e-mailprotokoller, som dit mailprogram (fx Outlook) bruger til at indhente e-mails fra fx et mailhotel, en Hotmail-konto eller Gmail-konto.

POP3 er en ældre løsning, hvor håndtering af e-mails kan sammenlignes med fysisk post. Når en e-mail bliver afsendt, ender den på en mailserver, hvor den bliver liggende, indtil du beder dit mailprogram om at hente den. Herefter forsvinder den fra mailserveren og ligger kun på din computer. Ligesom fysisk post kan din e-mail med POP3 kun eksistere ét sted.

Med IMAP arbejder du med dine e-mails direkte på mailserveren. Det giver en række fordele, bl.a. i forhold til synkronisering, hvor du får adgang til de samme e-mails, uanset hvilken enhed du arbejder fra. Hvis din computer, tablet eller mobiltelefon skulle gå i stykker, vil du derfor altid kunne tilgå dine e-mails.