Gode tips til din Black Friday markedsføring i 2018

Snart er det efterår, og det betyder store udsalg, rabatter og kampagner på Black Friday. I år lander det på den 23. november. Det kan være svært at vide, hvordan man som virksomhed markedsfører sig selv bedst på en så hypet udsalgsdag.

Traditionen med at stå i alenlange køer uden for butikker på denne dag er efterhånden blevet lidt gammeldags. Forbrugere er i stigende grad aktive på nettet, hvor de hurtigt kan danne sig et overblik over de aktuelle tilbud allerede kl. 00:00.

Vi giver dig her nogle tips til, hvad du kan gøre for at optimere jeres hjemmeside til denne dag.

 

Tip #1: Tyvstart før de andre

Som bekendt er der kamp om kunderne og annoncepladserne på Black Friday, så et godt tip er at tyvstarte og derved skubbe en række tilbud ud til kunderne, inden de andre butikker er kommet ud af starthullerne.

Det er et tip, vi har fra Wattoo.dk, som kommunikerede disse annoncer ud på Facebook i dagene op til Black Friday:

En smart ide som kan give lidt ekstra del i kagen.

 

Tip #2: Send e-mails ud i god tid

Udnyt dine nyhedsbreve så meget som muligt disse dage. Send tidligt en mail til alle dine tidligere og potentielle kunder. To uger før er fint, og du kan også fint starte tidligere end det.

En rapport fra Custora viste, at 25,1 % af salget fra al Black Friday promovering kommer fra e-mail marketing.
Kilde.

Du kan optimere dit nyhedsbrev ved at lave en fængende tekst i emnefeltet. Det er på mange måder det mest afgørende i nyhedsbrevet, fordi det afgør, om mailen overhovedet bliver åbnet. Ellers er timingen på mailen også afgørende. Hvis du er en international virksomhed, så husk de forskellige tidszoner, så du ikke sender mailen for tidligt eller sent.

 

Tip #3: Skil dig ud på de sociale medier

Vi kommer ikke udenom dem. Igen er du desværre ikke den eneste, som bruger denne strategi, så målet er at have et godt produkt og et godt budskab. Husk også, at dine posts skal være forskellige før, under og efter Black Friday for at booste dit salg.

Det udfordrende ved at arbejde med SoMe er den direkte kontakt, du har til kunder, som forventer et hurtigt svar. Så husk at svare på alle kommentarer, du får ind. Det kræver måske en dedikeret medarbejder eller to disse dage, men det er meget vigtigt at svare hurtigt disse dage.

Du kan stå ud af mængden ved at lave dine opslag meget sorte, da alt andet på sociale medier ofte er meget hvidt i designet. Se fx. dette opslag fra Skatepro.dk, som virkelig fanger øjet midt i det hvide Facebook design:

 

Tip #4: Lav et nedtællingsur

Kunder kan være meget ubeslutsomme. De fleste kan lide at sammenligne produkter med andre forhandlere, før de springer ud i en investering. En måde at “presse” dine kunder lidt er at starte et nedtællingsurpå følgende steder:

  • Under hvert produkt. På produktsiden under overskriften og “læg i kurv”-knappen kan et mindre nedtællingsur give en fin effekt.
  • I e-mails. Det sætter forventningsglæden i gang, hvis du sætter en nedtællingsur til at tælle ned, til udsalget starter.
  • På din landingpage og i dine posts på sociale medier. Sæt et banner ind på dine landingpages, så kunderne kan planlægge, hvornår de skal besøge jer igen. Det samme kan du sætte ind på jeres SoMe for at hype begivenheden.

Black Friday er en god mulighed for at booste trafikken på jeres webshop, så husk at give ”mærkedagen” god opmærksomhed. Kunder husker også fra år til år, hvilke shops der har et godt udsalg, og hvem der gør noget ud af det, så det er bare med at kræse for kunden.

 

Tip #5: Husk at tagge folk til audiences

De folk der besøger din shop netop denne dag, er i høj grad tilbudsjægere. Det er derfor en god ide at samle dem i retargeting audiences, så du kan bruge dem som audience (og negative audiences!) senere.

Det kan du både gøre på Facebook og Google Ads, så du kan målrette dem senere på året, når du igen har stærke udsalg.

Sørg også for at tagge alle besøgende, som besøger dine landingpages i ugerne op til udsalget, så du kan målrette dem aggressivt på Facebook og Google Ads retargeting, så snart du åbner op for salget.

 

Tip #6: Vær ikke bange for at lyde meget reklame-agtig denne dag

Dette næste tip kommer fra katoni.dk. De fortæller, at de har god erfaring med at anvende et meget stort billede på forsiden, der har en meget reklameagtig ”Spar op til” call to action. På den måde kan brugerne lynhurtigt se, at der afholdes Black Friday, og at de kan spare op til fx 80 %. Folk forventer meget store rabatter denne dag, så vær ikke bange for at lyde meget pushy eller reklameagtig.

Når brugerne klikker på banneret, sendes de videre til en side, der indeholder alle de produkter, der er på tilbud. Naturligvis sorteret efter den højeste besparelse. 

På den måde sikres det, at de brugere, der leder efter Black Friday tilbud, finder dem hurtigt. Det øger chancen for, at de bliver hængende og giver dem hurtigt en forsikring om, at de har fundet netop det, de søger.

 

Tip #7: Genbrug din URL og bliv fundet på Google

Det sidste trick handler om søgemaskinerne.

Mange butikker laver en ny URL hvert år, som fx hedder /black-friday-2018, og næste år laves en url indeholdende ordet ”2019”. Problemet er, at du ikke har en fast side, som med årene bliver stærkere og stærkere i Google. Ved at bruge den samme URL år efter år får denne side efterhånden samlet en bunke links og omtaler op, som er med til, at Google rangerer den højere og højere.

Hos Refurb.dk lavede vi en fast URL, som kan søges frem hele året https://www.refurb.dk/black-friday. Den er live hele året, og hvert år opdateres den med nye tilbud.

Hvis du gerne vil have årstallet med i URL’en og derfor laver en ny side hvert år, er det vigtigt, du husker at redirecte tidligere års Black Friday URL’er til den seneste. Så du får så meget som muligt af værdien ført over.

 

 


Om forfatteren

Morten Storgaard

Selvstændig marketing konsulent.

Morten har siden 2007 beskæftiget sig med online markedsføring. Både som selvstændig med to netbutikker og som konsulent. Hans hovedfokus er Google-optimering og a/b-testing, som handler om at få flere besøgende på siden, samtidig med at hjemmesiden forbedres, så de besøgende bliver til kunder.

www.storgaard.co

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *